Storpolitisk aktivisme.

af: Fremad!

Danmark har i mange år ført en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik. En politik hvor man i stedet for passivt at lade verden sejle sin sø, aktivt gør en indsats for at styre den på rette vej.
Siden socialdemokraterne med Poul Nyrup i spidsen, sendte danske soldater til det tidligere Jugoslavien for at styre borgerkrigen i den rigtige retning, har militær magt været dansk udenrigspolitiks vigtigste redskab. Efter opsplitningen af Jugoslavien, har dansk militær bla spillet en rolle i jagten på Al-Qaeda i Afghanistan, inddæmning af masseødelæggelsesvåben i Irak og nedkæmpning af pirater i Somalia.
Den preussiske militær teoretiker Clausewitz bliver ofte fejlciteret for at have sagt "krig er en fortsættelse af politik med andre midler". Et udsagn der ellers passer glimrende på de grundlæggende tanker bag den aktivistiske udenrigspolitik, at verden skal rette sig efter vores anvisninger frivilligt eller ved tvang.
Militariseringen af udenrigspolitikken har sat sine spor. Det har medført død og lidelser for mange tusinde mennesker i de lande der har været mål for den storpolitiske aktivisme. Det har kostet livet for adskillelige danske soldater, invalideret flere og produceret en strøm af krigsveteraner med hvad dertil følger af mentale og sociale problemer.
Ideologisk trækker krigen dybe spor. Langsomt men sikkert bryder den konstante krigstilstand mure, der før virkede uovervindelige, ned. For 20 år siden, var der ikke mange der kunne forestille sig at Danmark uprovokeret skulle angribe et andet land. I dag er der fuld parlamentarisk enhed om at indsætte krigsskibe mod somaliske pirater, og demokratiets vagthund rapporterer logrende om sejre over de onde pirater. At pirateriet er den direkte konsekvens af mange års militær besættelse af Somalia, med medfølgende økonomisk ruin. Og et lokalt svar på rovfiskeri og affaldsdumpning i Somalias territorialfarvand, er ikke så vigtigt. For op af hatten kommer den aktivistiske udenrigspolitik der kan løse verdens problemer, og med et par NATO krigsskibe og bevæbning af bessætningerne bliver somalierne skudt og Mærks skibe kommer sikkert i havn.
Udenrigspolitikken virker også tilbage på indenrigspolitikken, der igen virker tilbage på udenrigspolitikken i et dialektisk forhold. Hvor militær magt har været ansigtet udadtil er kontrol blevet ansigtet indadtil. I velfærdens navn er stort set al offentlig service styret ned til mindste detalje, og underlagt skarpe dokumentationskrav. Og i frihedens navn er terrorlove og lømmelpakker indført for at beskytte det skrøbelige demokrati mod en lang række fjender.
Krigen fører til kontrol og repression indadtil der igen fører til mere aktivistisk politik udadtil. Det er ikke uden grund Lenin konstaterede, at en nation der undertrykker andre, ikke selv kan være fri.

Danmark er som bekendt med i den Europæiske Union. På grund af den folkelige modstand, var det nødvendigt at indføre nogle forbehold for at få gennemført Maastricht-traktaten, der førte til dannelsen af EU. Det ene af de danske forbehold omhandler forsvarspolitikken. Pga forsvarsforbeholdet er Danmark ikke bundet af bestemmelser på området. Men det er alligevel interessant at kigge lidt på hvilken forsvarspolitik EU vil føre, og hvilken betydning det vil få for Danmark at afskaffe forbeholdet. Især fordi der er et massivt flertal i folketinget der ønsker forbeholdet afskaffet.
Lissabon-traktaten - den vi ikke fik lov at stemme om - siger entydigt "medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet." Og konstaterer "den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom."
Militær oprustning er altså en pligt for medlemslandene og der skal opbygges et fælles EU forsvar.
Udviklingen af EUs militære kapacitet hører under Det Europæiske Forsvarsagentur - EDA. Det er bla EDAs opgave at klarlægge operationelle behov, sikre de kan opfyldes og styrke forsvarsindustri og udvikling. I 2006 fremlagde EDA et oplæg til en langsigtet vision for udviklingen af EUs forsvar. Et nøgle element i visionen er skiftet fra den traditionelle forsvarspolitik hvor territorialforsvar var den primære opgave, til et fokus på mindre, lav-intensitets opgaver over hele verden. F.eks stabiliseringsmissioner i et land uden stærk centralmagt, der er truet af en asymmetrisk fjende. Asymmetrisk betyder her terrorister (efter EUs definition). En oplagt kandidat til en mission af den type er Somalia.

Darmaks aktivistiske udenrigspolitik er altså på ingen måde truet af EU, der er nærmest garanti for at danske soldater også i fremtiden vil blive brugt til tvinge besværlige lande og befolkninger til at åbne armene for demokratiet. Den eneste forskel er om det bliver under EUs 12 stjerner eller NATOs enlige.

Emne: krig | til toppen |