Fortsæt kampen mod en menneskefjendtlig asylpolitik!

af: DKU

Kære støtter af irakerne

I dagene efter rydningen af Brorsons-kirken var vi mange, der gik med en følelse af,
at det ikke kunne være sandt, at man ikke kunne gøre sådan noget ved andre
mennesker.
Virkeligheden indhentede os, og i ugerne der fulgte er den gået rigtig op for os.
Nu i nat har politiet så eskorteret 22 irakere, først til Odense, og siden videre i
et fly til Irak, et land det danske militær selv har været med til at bombe og siden
besætte.
Mange står tilbage med en følelse af magtesløshed, overfor et helt system, en
statsmagt, en såkaldt opposition, knippel-slag og peberspray.
I et kapitalistisk samfund er det imidlertid, de færreste kampe man kan vinde total
sejr eller blot nogenlunde. Vi må ikke vinde. Så vil de hellere blive ved til
vanvid, som vi så det med Ungeren.

Og alligevel nytter det at kæmpe. Omend irakerne er blevet tvangsudsendt i dag, har
staten, Birthe Rønn og politiet været pressede. Så længe sagen ligger på deres bord
er det en varm kartoffel, ikke bare for regering og politi, men i virkeligheden også
for det borgerlige demokrati som system.

Politiet har været så pressede at de, som tyve om natten, måtte hente irakerne ved
Brorsons-kirken, og slå og spraye sig gennem Rantzausgade. Så sent som i nat måtte
de igen ty til mulm og mørke for, som professionelle menneskesmuglere, at
tvangsudsende irakerne og fuppe alle dem, der kæmper for, at de kan blive.
Politikere og myndigheder har været presset til at genoptage nogle irakeres sager.
Det er ikke, fordi de har skiftet mening, for så havde de fået lov til at blive.
De giver sådanne indrømmelser i et forsøg på at splitte vores bevægelse for irakerne
– for at svække modstanden og skabe nye ilusioner om ’retfærdighed’.
Vi har set røster mod denne politik vælte frem alle steder fra, fra unge og gamle,
fra kunstnere og arbejdere, fra kælder og loft.
Politikerne frygter, at det er spørgsmål om tid, før denne bevægelse vokser sig til
proportioner, som de ikke kan styre. De søger at undgå, at der opstår en hel
bevægelse, som indser at konsekvenserne af det, de i årevis har kaldt for
’stramninger’ på asylområdet, i virkeligheden er at sende børn, familier, unge og
gamle ned til gru og krig.

Kampen for irakerne er ikke tabt eller slut. Vi må ikke bøje vores hoveder, når
staten har slået til. Det er lige præcis det den vil opnå – at skabe mismod i
bevægelsen, defaitisme.
Man kan være sikker på, at når staten slår til som den gør i denne sag, så er det
fordi det er den der er den pressede part, ikke os.

Intet Menneske er Illegalt!

Stop Hjemsendelserne!

Emne: krig | til toppen |