Krig - politikkens forlængelse med andre midler

af: Fremad nr. 2, 1998

Hvad er krig, og hvorfor findes der krige? Har krige altid eksisteret, og vil de altid eksistere?

Spørgsmålene er mange og særdeles aktuelle, for verden af i dag er ikke den fredelige verden, som den daværende høg i Det Hvide (Blodige) Hus, George Bush, efter Murens fald i 1991 højtideligt proklamerede. En fredelig verden under imperialismen med USA som blodtørstig førerhund er simpelt hen en umulighed og et uhyre bedrag.

Imperialismen bruger i dag en tosidig taktik, når den skal forklare krige og disses opståen. Enten føres krigene i "demokratiets og fredens navn" under FNs lyseblå flag, eller også er de resultatet af forskellige personers luner, ondskab og magtbegær, men ikke så sjældent bruges religion som tågeslør for krigenes virkelige årsag.

Nødhjælpsorganisationer som Røde Kors farer verden rundt for at reparere på og dække over de uhyrligheder, som imperialismen med USA i spidsen forårsager.
"Krige er naturkatastrofer og ofrene må hjælpes", lyder det filantropisk fra Dansk Røde Kors' Jørgen Poulsen.

Selvfølgelig må ofrene hjælpes, for de er jo uskyldige, men at frikende skyldneren, at frikende imperialismen, er i virkeligheden et forsvar for dette utilslørede barbari og dets skalten og valten med menneskeliv, de liv som Poulsen og co. så gerne vil redde.


Krige og deres årsager

Krige opstod historisk med klassesamfundet, dengang samfundet spaltedes i klasser, i undertrykkere og undertrykte.

Krig er et resultat af modsætninger, som ikke kan løses ad fredelig vej, eller som den ene part ikke ønsker løst ad fredelig vej.

Den preussiske general og militærteoretiker, Carl von Clausewitz (1780-1831), sagde: "Krig er politikkens forlængelse med andre midler" . Dette er en grundpille i marxismen-leninismens forståelse af krig. Lenin uddyber denne opfattelse i "Krig og revolution" (1917), hvori han siger: "Alle krige er uadskillelige fra de politiske systemer, som skaber dem. Den politik, som en given stat, som en given klasse, udøvede lang tid før krigen, vil uundgåeligt blive fortsat af den selvsamme klasse under krigen, kun udøvelsens form ændres."

Krige er således ikke naturkatastrofer, men den førte politiks yderste konsekvens, og skal i enhver situation vurderes ud fra deres klassekarakter, historiske formål og retning.

Kommunismen er den højeste samfundsform og enhver krig, som bevæger sig mod dette mål, betragter marxismen-leninismen som progressiv og dermed retfærdig. Derfor er alle borgerkrige, klassekampens mest konsekvente udtryk i de enkelte lande, som føres af de undertrykte mod undertrykkerne, progressive, retfærdige og nødvendige.

Slavernes, fæstebøndernes og arbejdernes kamp mod henholdsvis slaveejerne, feudalherrerne og kapitalisterne repræsenterer alle fremskridtet mod reaktionen. Af konkrete eksempler på de tre ovennævnte klassekrige kan nævnes slaveoprøret i det gamle Rom (73- 71 f . kr.) under Spartakus' ledelse, Bondekrigen i Tyskland i 1525 samt Pariserkommunen i 1871.


Krige under imperialismen

Men det er ikke alle krige, som har en retfærdig part. Dette gælder især under den nuværende historiske epoke, imperialismen, hvor der eksisterer fire store modsætninger, som gør krige absolut uundgåelige: (1) Modsætningen mellem borgerskab og arbejderklasse, (2) modsætningen mellem socialisme og kapitalisme som socialt system, (3) modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer og (4) modsætningen mellem de imperialistiske magter indbyrdes.

Den Første Verdenskrig (1914-18) havde ikke en retfærdig part. Den var en imperialistisk omfordelingskrig.

Styrkeforholdet mellem imperialistmagterne var økonomisk og militært ved at undergå en forandring. Englands verdensherredømme var under angreb fra det fremstormende Tyskland, hvis finanskapital (sammensmeltning af de store bank- og industrimonopolers kapital) krævede nye markeder. Det var altså modsætningen mellem de imperialistiske magter indbyrdes, som var den egentlige årsag til denne krig. I en sådan imperialistisk krig om nyfordeling af verden er det kommunisternes opgave at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig i de krigsførende lande og arbejde for, at deres egne imperialistiske regeringer lider nederlag i krigen. Dette vil lette arbejderklassens kamp for frigørelse for kapitalistisk slaveri og imperialismens krige, og det vil lette arbejderklassens verdenshistoriske kamp for socialismen og kommunismen.

Med andre ord: Arbejdere i soldatertrøjen skal rette geværerne den rigtige vej, ikke mod andre landes arbejdere, men mod deres eget imperialistiske borgerskab. Dette var netop Lenins og bolsjevikkernes taktik i det zaristiske Rusland som optakt til Den Store Oktoberrevolution i 1917.

Den Anden Verdenskrig kaldes af borgerlig historieskrivning "en gal mands værk". En gal mand kan jo altid dukke op, så der er faktisk ikke ret meget, man kan gøre for at hindre en krigsgal Hitler-type i at husere. Sådan er borgerskabets logik, når det skal vurdere sine nederlag.

Marxismen-leninismen anerkender ikke disse "psykologiske" løgne, men spørger simpelt hen: Hvad gik forud for krigen?, Hvorledes var den førte politik?, Krigens klassekarakter?

30'ernes kapitalistiske Tyskland var kriseramt, og det tyske borgerskab frygtede revolutionen. Dets sidste forsvar mod revolutionen var nazismen. Støttet af imperialistmagterne England, Frankrig og USA opbyggedes og konsolideredes nazismen i Tyskland. Verdensimperialismen havde skabt det rovgriske nazistiske udyr, som skulle gøre det af med det nye, opblomstrende samfund, som havde manifesteret sig på en 1/6 af kloden, det socialistiske Sovjetunionen, bolværket mod al reaktion og alle undertrykte folks højeste forhåbning.

Da Tyskland så angreb Sovjetunionen, førte Sovjetunionen en retfærdig forsvarskrig for socialismen, mens Hitler-Tysklands krig var en uretfærdig imperialistisk erobringskrig. Krigen udviklede sig, og England, Frankrig og USA begyndte at frygte den tyske trussel mod deres egne imperialistiske interesser. De blev derfor tvunget til at kæmpe imod nazismen, og de førte kun en retfærdig krig i den udstrækning, at de bekæmpede nazismen.

Konkluderende er det rigtigt at sige, at Den Anden Verdenskrig i sit hovedindhold var et resultat af modsætningen mellem kapitalisme og socialisme som socialt system.

Der er i historien mange eksempler på, at modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer har ført til retfærdige befrielseskrige. Man kan nævne det vietnamesiske folks heroiske kamp mod først den franske (1946-54) og siden den amerikanske imperialisme (1965-73), afghanernes kamp mod den sovjetiske socialimperialisme op gennem 80'erne, palæstinensernes kamp mod den israelske besættelse og undertrykkelse af deres nationale rettigheder fra Israels oprettelse i 1948 og frem til i dag. Men også den kinesiske revolution i 1949, den cubanske i 1959 og den iranske i 1979 repræsenterer retfærdige anti-imperialistiske opgør med imperialismen. For Kinas vedkommende med den japanske imperialisme, mens det cubanske og iranske folk gjorde op med den amerikanske imperialisme og dens blodige stråmænd.

Krig og fred er altså blot politisk kamp på to forskellige planer. Fred er politik på økonomiske og ideologiske præmisser, mens krig er politik med krudt og kugler, med våben. Kommunister støtter altid den revolutionære klassekamp, voldelig eller ikke-voldelig, og er modstandere af borgfred mellem arbejderklassen og borgerskabet, mellem undertrykte og undertrykkere.

Kommunister er ikke tilhængere af krig mellem lande, mellem nationer. Men når krigen alligevel bryder ud, støtter kommunisterne den retfærdige part (hvis der er en sådan), eller også kæmper de for at forvandle den reaktionære krig til en revolutionær borgerkrig i det enkelte land.


Fredelig sameksistens

Alternativet til krig mellem forskellige lande er fredelig sameksistens. Marxismen-leninismens opfattelse af fredelig sameksistens er, at modsætninger mellem lande, også mellem kapitalistiske og socialistiske lande, skal løses med ikke-voldelige midler på basis af principperne om national suverænitet, territorial ukrænkelighed, ligeret og ligeværdighed alle lande imellem. Den fredelige sameksistens er således kun berettiget mellem frie nationer. Det vil eksempelvis sige, at det er forrykt at snakke om fredelig eksistens mellem Irland og England, så længe en del af Irland holdes besat af engelske tropper, og Irland ikke har fået ubetinget selvbestemmelsesret.

Den fredelige sameksistens bygger endvidere på opfattelsen af, at revolutionen ikke kan eksporteres. Befolkningen i det enkelte land må selv afgøre, hvilket politisk system de ønsker at leve under. Den proletariske internationalisme, støtten til klassekampens revolutionære kræfter overalt i verden, praktiseres derfor uden at blande sig i andre landes indre anliggender som f. eks. intervention, sabotage m.v. er konkrete udtryk for.


Den nationale selvbestemmelsesret

Krænkelsen af den nationale selvbestemmelsesret har været og er stadigvæk en væsentlig årsag til krig. National har noget med nation at gøre. Men hvad er egentlig en nation?

Stalin har givet det bedste svar på dette vigtige spørgsmål. Han siger i "Marxismen og det nationale spørgsmål" (1913) om nationen: "Nationen er et historisk opstået, stabilt fællesskab - med hensyn til sprog, territorium, økonomisk liv og åndeligt særpræg, der ytrer sig som fællesskab i kultur."

En nation er altså en stor gruppe af mennesker, et socialt fællesskab, som har opnået sin historiske stabilitet i kraft af fælles økonomi, fælles sprog og fælles kultur."

Hvad er så selvbestemmelsesret? Stalin igen: "Selvbestemmelsesret betyder: En nation kan indrette sig, som den ønsker. Den har ret til at ordne sit liv på grundlag af selvbestemmelsesretten. Den har ret til at træde i forbund med andre nationer. Den har ret til fuldstændig løsrivelse. Nationen er suveræn, og alle nationer er ligeberettigede."

Nationale mindretal, hvis rettigheder sikres af den større nation, vil altid være positive for at være en del af denne større sammenhæng. Men trædes de nationale rettigheder under fode, vil mindretallet naturligvis bekæmpe undertrykkernationen og forsøge at løsrive sig. (...)


Kun socialismens sejr på verdensplan kan sikre en verden uden krig

En fredelig verden uden krig. En verden, hvor menneskene lever fredeligt side om side med hinanden. Hvornår bliver dette muligt?

Lenin forklarer i "Den proletariske revolutions militærprogram" (1916): "Først efter at vi har fældet, definitivt besejret og eksproprieret bourgeosiet i hele verden og ikke blot i et enkelt land, bliver krig umulig."

Det er klar tale. Kun socialismens sejr på verdensplan, kommunismens periode, kan sikre en fredelig verden uden krige. Hvordan kommer socialismens sejr på verdensplan i stand? Gennem den socialistiske revolution i hvert enkelt land, og det er kommunisternes pligt i første række at forberede og gennemføre revolutionen i deres eget land. Et socialistisk Danmark er således det højeste udtryk for proletarisk internationalisme, som de danske kommunister kan yde for verdensrevolutionens sag - og for verdensfreden.

En verden uden krig kan kun være en verden uden klasser, uden undertrykkere og undertrykte. Den kan kun være en kommunistisk verden.

Emne: krig | til toppen |