Løgnen om demokratiet i Irak

af: FREMAD! - nr 1 - 2008

Da USA og nogle af dets lydstater, herunder Danmark, kastede sig over det olierige og sanktionsplagede Irak i marts 2003, var deres argument, at Irak var "en trussel mod verdensfreden", fordi Irak ifølge aggressorerne besad masseødelæggelsesvåben, og fordi Irak angiveligt havde forbindelser til Al-Qaida, som ifølge USA var ansvarlig for angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Men begge dele viste sig hurtigt at være propagandaløgne, som var udklækket af den amerikanske regering for at sikre opbakning til den FN-stridige angrebskrig.

Det viste sig også, at nok faldt Bagdad i april 2003 i hænderne på "koalitionen", massemediernes bevidst manipulerende ord for aggressorerne/besættelsesmagten, men den væbnede modstand mod de vestlige "befriere" tog hurtigt til, og ligposerne begyndte at ankomme til USA, Storbritannien og noget senere Danmark. Irakernes væbnede modstand blev i Vesten hovedkilden til kritikken af og modstanden mod aggressionen og den efterfølgende besættelse.

Nye løgne fra krigsmagerne skulle til for at forklare de vestlige befolkninger, hvorfor det var nødvendigt at besætte Irak. Nu kom der for alvor gang i myten om "demokratisk udvikling" og "genopbygning" i Irak. De amerikanske imperialister ville nu som verdens største filantroper hjælpe irakerne til en bedre og demokratisk fremtid.

"Demokratiet" i det besatte Irak

Efter Bagdads fald bestemte aggressorerne, hvem der skulle med i "opbygningen af demokratiet" i Irak. Først fik USA presset FN’s korrupte og stormagtsdominerede Sikkerhedsråd til at blåstemple besættelsen. Det skete i maj 2003, hvor i øvrigt også Baath-partiet med 4-5 millioner medlemmer blev forbudt af besættelsesmagten. Herefter kunne USA og de øvrige besættere sætte gang i den såkaldte politiske proces, hvis eneste reelle formål var at skabe et formelt irakisk styre, som kunne stabilisere det besatte Irak og bruges i bekæmpelsen af al modstand mod besættelsen, således at amerikanerne i ro og mag og uden større tab kunne plyndre Irak for rigdomme, ikke mindst olien.

I juli 2003 blev det såkaldte Regerende Råd udpeget af USA’s såkaldte administrator af Irak, Paul Bremer. 25 irakere blev udvalgt af den amerikanske besætter på baggrund af to kriterier: støtte til den amerikansk ledede besættelse og på basis af deres religion og etnicitet. Her blev det første brænde båret til sekterismens bål i Irak – helt bevidst. Det såkaldte Iraks Kommunistiske Parti, som på yderst negativ vis har præget store dele af det irakiske eksilmiljø og venstrefløjen her i Danmark gennem 25 år, fik sin formand valgt af den amerikanske besætter og afslørede hermed sit samarbejde med CIA.

Med Det Regerende Råd blev der således oprettet et vaskeægte quislingstyre, et styre sammensat af irakere, som udelukkende og efter mere end 25 år i udlandet var kommet til Irak på amerikanske kampvogne eller ankommet fra Iran, hvor især de shiamuslimske kollaboratører var i eksil under Saddam Hussein på grund af deres støtte til Iran under krigen mellem Irak og Iran.

Men selvom USA og "koalitionen" sagtens kunne herske i Irak uden at bekymre sig om lovmæssige forhold af nogen art, så var disse betydningsfulde i forhold til resten af verden og de irakiske forræderes "legitimitet". Derfor skabte man et "lovgrundlag" for quislingstyret, en ny "forfatning" for Irak. Denne blev reelt skrevet i Det Hvide Hus og annullerede Iraks gældende forfatning fra 1990, som blandt andet forbød udenlandsk ejerskab af landets naturressourcer og basale produktionsmidler. Dette banede eksempelvis vejen for privatiseringen af over 200 statsvirksomheder til fordel for hovedsagligt amerikanske firmaer. At sådanne grundlæggende forandringer i Iraks samfundsmæssige struktur var ulovlige i henhold til Den Fjerde Haag-konvention (1907) og Den Fjerde Geneve-konvention (1949), som tilsammen fastslår, at en besættelsesmagt skal respektere det besatte lands eksisterende love, medmindre den helt og fuldt er afskåret fra at kunne gøre det, var helt ligegyldigt for "koalitionen".

Det Regerende Råd vedtog den nye "forfatning" for Irak i marts 2004. Og på basis af denne blev der så afholdt "valg" til en "nationalforsamling" i januar 2005. Selvom USA via dekret nummer 97 i juni 2004 havde bestemt, hvem der måtte deltage i "valget", og at det her var en forudsætning, at man anerkendte besættelsesmagtens "love"; selvom der ingen udenlandske observatører var ved "valget", og selvom "stemmeprocenten" blev offentliggjort af USA, allerede inden "valget" var afsluttet, så er dette "valg" igen og igen blevet brugt i Vestens propagandashow om "demokratiet" i Irak.

Nu findes der nemlig en "valgt irakisk regering", som "har bedt" besættelsesmagten om at blive i Irak, indtil dette kollaboratørstyre selv bliver i stand til at tage kampen op mod "demokratiets fjender" eller "terroristerne", som den vestlige propaganda kalder den irakiske modstandsbevægelse. Og det har meget lange udsigter, fordi det er modstandsbevægelsen, som har flertallet af irakernes støtte.

Man kan simpelthen ikke opbygge et demokrati under militær besættelse. Det vil altid være besættelsesmagten, som har det afgørende ord, og dem, der involverer sig i besættelsesmagtens "demokrati", er landsforrædere.
Det besatte folks repræsentant er modstandsbevægelsen, som både med fredelige og voldelige midler slås for landets frihed og selvstændighed. Det gjaldt i Danmark under besættelsen, og det gælder i dag i det besatte Irak, uanset hvad man måtte mene om de konkrete modstandsfolks ideologi og metoder.

Emne: krig | til toppen |