Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund

KP 21, 2010 udkommet

PET indrømmer man overvåger DKU og andre aktive unge 'tæt'

af: Kommunistisk Politik 14, 2007

Topchefen i PET kom med en bemærkelsesværdig udtalelse i forbindelse med mediestormen mod DKU i sidste måned – den med at DKUerne er parat til at skyde løs...

Manden hedder Jakob Scharf og ifølge journalisten Thomas Ambrosius på metroXpress, som lod DKU-sagen rulle, udtalte PET-chefen dels, at man havde fokus på DKU og andre grupperinger, dels – og det er måske det, der var meningen med hele pressestormen – at skabe en opinion for, at der 'sættes ind over for en udvikling, der kan føre til egentlig terrorisme'.

Jakob Scharf erklærede, at der er sket en radikalisering blandt 'ekstremistiske grupper' (PET-betegnelse normalt for revolutionære organisationer):
- Der er tale om en udvikling, som er konstateret før rydningen af Ungdomshuset, men rydningen bliver i ekstremistiske miljøer brugt som påskud for en yderligere radikalisering. PET følger udviklingen tæt og har fokus på relevante grupperinger.

PET-chefen tilføjede:
- Vi bør alle være opmærksomme på og forholde os til denne udvikling. Erfaringerne fra 1970'erne og 1980'erne viser, hvor vigtigt det er, at der i tide siges fra og sættes ind over for en udvikling, der kan føre til egentlig terrorisme.

Politiet og PET er på mærkerne for at få stemplet den militante ungdomsbevægelse, der har udviklet sig bl.a. i kampen om Jagtvej 69, som 'terrorister', hvad der ville 'legitimere' alle krænkelser og tilsidesættelser af retssikkerhed og ulovlige metoder, der måtte tages i brug.

Derfor skal der fremmanes en forestilling om, at unge aktivister er på vej til at danne nye Baader-Meinhoff-grupper, 'Røde Brigader' eller en ny Blekingegade-gruppe. Der er absolut intet i det. De nævnte grupper er taber-grupper, som har kunnet udnyttes af de hemmelige tjenester, højrekræfterne og statsmagten imod den revolutionære bevægelse.
Ingen af de revolutionære unge i dag kunne drømme om at gå den vej.

De hemmelige tjenester fortsætter ad nøjagtig samme spor som i 30erne, under den kolde krig og op gennem 80erne: De udspionerer, infiltrerer og bedriver en hemmelig og lyssky politik på venstrefløjen og i revolutionære organisationer. Det er grundigt dokumenteret, at PET er aktive under alle større masseaktioner, strejkekampe og i folkelige bevægelser, herunder antikrigsbevægelserne. Og at PET infiltrerer lovlige politiske organisationer.

Da det i 1998 kom frem, at PET havde sendt agenter ind i bl.a. DKU og SAP, udsendte tjenesten en rapport, hvor det hed:
"Det er således ikke blevet anset som værende i strid med regeringserklæringen, at PET har efterforsket mod f.eks. SAP, KAP og DKP/ML" (PET-redegørelsen side 39).

Regeringserklæringen gik ud på, at folk ikke må registreres alene ud fra lovlig politisk virksomhed. Det samme burde selvfølgelig gælde for lovlige politiske organisationer (disse tre opstillede alle til folketingsvalg i 80erne). Men begge dele blev krænket – og krænkes uden tvivl fortsat.

Dengang blev der fra Folketingets retsudvalgs side stillet spørgsmål om, hvorvidt efteretningstjenesten havde rumaflyttet DKP/MLs lokaler, foretaget telefonaflytning, begået indbrud der, registreret abonnenter på dagbladet Arbejderen, infiltreret organisationen, sendt agenter på sommerlejrene og ca 25 andre interessante og mulige PET-aktiviteter.

Der er aldrig kommet noget svar til offentligheden – og den kommission, der for 9 år siden blev nedsat for at se på PETs ulovligheder, har siden været tavs som graven. Måske den er død.

Emne: politistat | til toppen |

DKU: dku[at]dku99.dk
Kommentarer til hjemmesiden: webmaster[at]dku99.dk