Hugo Chavez og 'Det 21. århundredes socialisme'

af: FREMAD! - nr 1 - 2008

For mange var det en overraskelse da Venezuelas præsident Hugo Chavez i en tale til det femte World Social Forum annoncerede, at han gik ind for skabelsen af socialisme. Han kaldte, hvad han ønskede at udvikle i Venezuela, for ’Det 21. århundredes Socialisme’ og udtrykte korrekt, at socialisme er en nødvendighed for menneskenes overlevelse.
Men ét er at pryde sig med det prætentiøse at være foregangsmand for en ”ny og moderne socialismeideologi”, Det 21. århundredes socialisme, hvor Chavez og Venezuela fremstilles som bannerfører for en ny socialisme. Noget andet er, om ideologien i praksis kan leve op til det, den lover.

Hvad er Chavez’ forestilling om ’Det 21. århundredes socialisme’?

Med betegnelsen ’Det 21. århundredes socialisme’ understregede Chavez ikke blot, at socialismen vil være dette århundredes bestræbelse og samfundsform; i hans udgave indgår også en afstandtagen fra de tidligere forsøg på at opbygge socialismen.
I en tale i 2006 udtalte Chavez:
”Vi går ind direkte for den Bolivarianske Revolution mod socialisme og går ad den socialistiske vej, mod en ny socialisme, det 21. århundredes socialisme, som er baseret på solidaritet, på broderskab, på kærlighed, på retfærdighed, i frihed og i lighed.” Men også, at denne socialisme ikke er foruddefineret. Men snarere må vi ”omforme kapitalismen og bevæge os mod socialisme, imod en ny socialisme, som må opbygges hver dag”.
Allerede her er der en del at tage stilling til. Det er faktisk en stor mundfuld, der lanceres:

Er læren fra Sovjets sammenbrud, at der skulle være behov for en helt ny, ’moderne’ socialisme, som kan opbygges hver dag i det kapitalistiske samfunds skød?
Kan socialisme endog i det 21. århundrede have den franske borgerlige revolutions paroler som ledestjerne?
Kan man tale om socialisme, hvis det ikke er arbejderklassen, som har magten, og hvis markedsøkonomien er den grundlæggende økonomi?

Alle tre spørgsmål må besvares med et klart nej!

Man kan ikke omforme kapitalismen hen imod en ny socialisme, som må opbygges hver dag. At gøre dette i Venezuela vil sige, når det går bedst inden for borgerlige nationale rammer (dvs. inden for kapitalismens rammer), at man kan forberede folket på den socialistiske revolution, man kan kæmpe for helt at frigøre landet fra imperialismen.
Staten i Venezuela har også en klassekarakter, og det er ikke arbejderklassen, som har magten, men landets nationale borgerskab.

Sker der ikke en socialistisk revolution, vil man heller ikke på lang sigt kunne fastholde og udbygge sine nationale positioner over for det imperialistiske uhyre og dets pres. Det er en af de store lærer af det 20. århundredes alsidige revolutionære erfaringer.

Der er intet, der tyder på, at man i Venezuela står umiddelbart over for den socialistiske revolution, men man er afgjort i en fase, hvor folkemasser bevidstgøres om muligheden af at sætte sig op imod imperialismens kontrol og med et styrket ønske om at gå videre for social befrielse.
Som sådan er det en stor inspiration ikke mindst i det forarmede Sydamerika, hvor folkene synes, at nok er nok.

Men om Venezuela kan få lov til at forberede den socialistiske revolution og gennemføre den, det er der flere end arbejderklassen og folket, som har en mening om i Venezuela. Én ting er at sætte sig op imod imperialismen, noget andet er at lægge op til en afskaffelse af kapitalismen. Dette vil også nationale borgerlige kræfter af al magt modsætte sig.

’Frihed – Lighed – Broderskab’ eller ’Proletarer i alle lande, forén jer!’

Når Chavez bygger sin ideologi for socialisme på generallinjen i den borgerlige franske revolution, Frihed, lighed og broderskab, der blev anvendt imod de feudale bånd og åbnede op for at borgerskabet, der dengang var progressivt og blev den herskende samfundsklasse, så bliver det et problem, hvis denne sammenfatning skal anvendes på socialisme i det 21. århundrede.
Det var den parole, opportunisterne forfægtede imod Marx’ løsning ´Proletarer i alle lande, forén jer´.
Det er også en parole, der er skrevet ind i den franske borgerlige forfatning.
Når det drejer sig om opbygning af socialismen, er parolen uanvendelig pga. dens klasseindhold. Med disse paroler i centrum vil det være mere end svært at sikre arbejderklassens ledende rolle i en socialistisk revolution og socialismens opbygning.
Og uden denne – ingen socialisme!

Markedsøkonomien bestemmer i Venezuela
Hvis socialisme ikke blot skal være ord, men have et reelt indhold, så forstår vi det som arbejderklassen ved (stats)magten i forbund med andre, uanset dens p.t. numeriske størrelse, og at der produceres efter menneskers behov efter en planøkonomi som erstatning for den kapitalistiske markedsøkonomi.
Ingen af disse grundbestanddele ved et socialistisk samfund findes i Venezuela i dag.

Hugo Chavez’ ideer om ’Det 21. århundredes socialisme’ må karakteriseres som et miskmask af elementer hentet fra forskellige steder og tider. Hans socialisme er ikke arbejderklassens ideologi, proletarisk socialisme, men det nationale borgerskabs ideologi i en progressiv udviklingsfase, hvor det ikke mindst i helt egen interesse søger på at sikre national uafhængighed og sociale forbedringer for folket, altså en progressiv og antiimperialistisk bestræbelse.

I Venezuela er det stadig markedet, der er fremherskende, og i Venezuela foregår der en klasseudbytning. Og sådan, som det ser ud er i dag, er de udenlandske oliemonopolers indflydelse i Venezuela ikke blevet brudt, men begrænset i form af joint venture.

Et socialistisk samfund kan ikke opbygges trin for trin og gå over fra det ene samfund til det andet uden revolution, uden ekspropriation af den hidtidige herskende klasse, uden ødelæggelsen af den gamle statsmagt og skabelsen af en ny. Kapitalismen vokser ikke ind i socialismen. Det er den klassiske reformismes grundlæggende læresætning, der bliver ved med at dukke op, selvom den aldrig er bevist, men bestandig modbevist gennem historien.

Radikale reformer
Venezuela kan opbygge mange træk, som med god vilje kan kaldes ”socialistiske elementer”, men som i realiteten er radikale borgerlig-demokratiske reformer, herunder store jordreformer, skabelsen af kooperativer, oprettelse af lokale folkelige råd og gennemførelse af en lang række sociale forbedringer for de fattige. Levestandarden øges betydeligt for de fattige og fattigste, og der sker en vigtig alfabetisering. Der oprettes folkekøkkener med billig mad eller fødevarer. Men samtidig er Venezuela et land med prisstigninger, ikke mindst på jord og ejendom, et land, hvor markedsøkonomiens love grundlæggende hersker.

Som de radikale reformers land er Venezuela et vigtigt eksempel og attraktivt for folkene i Sydamerika, en inspiration for alle, der ikke ønsker at forblive slaver af imperialismen og holdt nede i elendighed som offer for nyliberalismens hærgen.

På længere sigt kan Chavez få svært til at leve op til massernes radikalisering og krav om helt at bryde med imperialismen og skabe fortsatte forbedringer, og at arbejderklassen og folket ønsker at bestemme over deres tilværelse og fremtid
Chavismen (for nu at gøre platformen til en -isme) er en radikal reformisme-strømning og en utopisk socialisme, der primært er baseret på kamp for national selvstændighed. Den udtrykker en klar afvigelse fra marxismen leninismen og har også modtaget inspiration fra og må anses for at være et barn af den moderne revisionisme, selvom Chavez selv omtaler den som ’mere menneskelig’.

At fremstille Chavez som en fremsynet kommunist eller hans socialisme som det 21. århundredes revolutionære ideologi og en mulig erstatning for den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen, er helt forfejlet.

Emne: socialisme | til toppen |