af: DKU
Fogh-regeringen tromler videre for at indrette hele uddannelsessystemet til erhvervslivets behov. Den sorte skole genindføres.
Med socialdemokraterne på slæb har regeringen og Dansk Folkeparti indgået et forlig om folkeskolen. Det skal angiveligt øge fagligheden - og blandt andet øges antallet af dansk- og historietimer. Eleverne skal testes og prøves til den store guldmedalje hele vejen igennem.
Samtidig ændres folkeskolens formålsparagraf. Ifølge den er folkeskolen en faglig forberedelse til videre uddannelse. Dermed kommer den mere på linje med formålsparagraffen i Holland og andre EU-lande, som Bertel Haarder kraftigt har skelet til - men den stryger også det særlige ved den danske folkeskole og dens pædagogik, som har sat elevens alsidige personlige udvikling i centrum.
Tag forliget af bordet!
Forliget har rejst en storm af protester. For kun anden gang i Danmarks Lærerforenings historie har alle tillidsmænd været samlet. De har vedtaget en udtalelse, som ikke bare kritiserer forliget, men forlanger det helt taget af bordet. (Se nedenfor)
Forliget 'genindfører den sorte skole, Vi får en folkeskole, hvis grundværdier bygger på mistillid, kontrol og centralisme' , siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Århus Lærerforening.
I forløbet op til forliget har lærere og skoleeleverne udsendt flere fælles erklæringer, som har vendt sig imod retningen for det. Nu siger lærerne helt fra - og blandt folkeskoleeleverne forberedes også protester i den kommende tid.
Folkeskolens nuværende formålsparagraf
§ 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Forligspartiernes nye formålsparagraf
§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der
1) forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere,
2) gør dem fortrolige med dansk kultur og historie,
3) giver dem forståelse for andre lande og kulturer,
4) bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og
5) fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati."
Styrk skolen - drop forliget
2100 tillidsvalgte i Danmarks Lærerforening forsamlet til møde i Odense mandag den 30. januar 2006 udtaler følgende:
Lærerne i folkeskolen ønsker en god skole, derfor opfordrer vi politikerne til at trække det indgåede forlig tilbage.
Forliget er udtryk for et stærkt forældet skolesyn, som bygger på kontrol og ensretning. Det vil give skolen dårligere mulighed for at styrke fagligheden. Al forskning viser, at fagligheden vil indsnævres mod det, der bliver målt og kontrolleret til skade for den enkelte elev og det danske samfund.
Forliget vil ikke styrke elevernes muligheder for at begå sig i en global verden.
Forliget udviser dyb mistillid til lærere, skoler og kommuner og undervurderer forældrenes ønsker til skolen. Dialog og samarbejde vil blive erstattet af bureaukrati og fokus på rangordning.
Forliget er udtryk for manglende respekt for lærernes faglighed og engagement.
Vi finder det uforståeligt, at politikere har siddet Danmarks Lærerforenings mange konkrete tilbud om medvirken til at udvikle faglighed og kvalitet i folkeskolen overhørig.
Vi opfordrer til konstruktiv dialog om, hvordan der kan lovgives, så vi i praksis får mulighed for at styrke faglighed og kvalitetsudvikling i skolen.
Emne: uddannelse | til toppen |
DKU: dku[at]dku99.dk
Kommentarer til hjemmesiden: webmaster[at]dku99.dk