Bolivia – Same old story

af: ES

Bolivia er Latinamerikas fattigste land. 63% af den 8,5 mio. store befolkning lever i fattigdom. Det er generelt den oprindelige "indianer"befolkning der udgør denne procentdel. Landet har Latinamerikas næststørste naturgasreserver, og er derfor af stor interesse for USA's imperialisme. Landets mineralrigdomme har skabt en betydningsfuld mineindustri. En lang og hård klassekamp har skabt et klassebevidst lag af minearbejdere, som hævdes at være Latinamerikas mest revolutionære.


"Gas-krigen" og Evo Morales

Bolivias naturgasreserver har skabt grundlag for intens klassekamp i landet. I 2003 begyndte "gas-krigen", som var et udtryk for befolkningens vrede over kapitalisternes rovdrift på landets naturgas. Efter at 60 protestaktivister blev myrdet af hæren i byen El Alto nær af hovedstaden La Paz, tog protesterne nye højder. Strejker og demonstrationer lammede landet, og den daværende præsident Gonzalo Sánchez de Lozada blev tvunget på flugt. Han blev erstattet af Carlos Mesa, som lovede mere statslig kontrol med landets naturgas. Men det ekstremt mobiliserede folk stod fast på kravet om fuld nationalisering af landets naturgasreserver, og Mesa blev i 2005 også tvunget af magten, efter at hovedstaden var blevet totalt afspærret af civile blokader.
Bakket op af de sociale bevægelser i landet, blev Evo Morales (formand for såkaldte Movimento al Socialismo, ”Bevægelse mod Socialisme”), valgt til landets præsident. Med 53% af stemmerne blev han landets første indianske præsident. Han havde vundet på løftet om fuld nationalisering af den omstridte naturgas, og havde ført sig frem med en aggressiv retorik overfor "yankee'erne". I medierne blev han hyldet som "USA's værste mareridt", og andre gik endda så langt som at kalde ham "Che Guevaras genkomst".


Ord uden indhold

Morales og MAS' opskrift på et socialistisk samfund er følgende tre valgløfter: Nationalisering af landets naturgas, ændring af grundloven til fordel for den indianske befolkning og legalisering af kokaplanten (der er populær hos de fattige da det giver en euforiserende og sultlindrende effekt). Disse tre ting skal ifølge MAS være grundlaget for at stadfæste arbejderne og de undertryktes magt, fordrive imperialismen og afskaffe kapitalismen.

Men "nationaliseringen" har ikke betydet en reel nationalisering. Det statslige olie- og gasselskab YPFB kontrollere bare mindst 51% af aktierne i landets 5 største olie- og gasselskaber, og derudover dominere administrationen af selskaberne. Der sidder stadig - efter "nationaliseringen" – kapitalister og tjener fedt på udplyndring af naturgasen. Kernen i problemet eksisterer stadig.

Morales lovede at fordrive de transnationale selskaber. Dette er ikke sket. Tværtimod lader det ind i mellem til, at Morales står mere på selskabernes side end folkets. Det kom til udtryk i april, da minearbejdere besatte de multinationale selskabers kontorer i protest imod deres elendige arbejdsforhold. Morales regering indsatte væbnede styrker imod arbejderne og stoppede aktionen. Dette viser tydeligt Morales anti-revolutionære og klasseforræderiske linje.

Der er trods alt skabt visse positive resultater i Morales' regeringsperiode, som f.eks. den øgede indflydelse hos den oprindelige (indianer-)befolkning. Men denne fortjeneste er ikke Morales' men de udenomspalarmentaristiske kampe (strejker, blokader, demonstrationer) det bolivianske folk har udkæmpet med sved og blod.


Den "fredelige overgang til socialisme"

Den reformistiske linje som Morales står på, har gang på gang spillet fallit i kontinentets anti-imperialistiske historie. Et klassisk eksempel på dette (ud af rigtig mange), er Salvador Allendes regering i Chile. Allende ønskede en "fredelig overgang til socialisme", og førte en anti-revolutionær og reformistisk politik. I 1973 blev Allende væltet af et amerikansk iværksat militærkup, den fascistiske diktator Pinochet blev placeret på magten og Chile gennemgik frem til 1990 en periode med folkemord og fascistisk terror.

Dette beviser revolutionens og bevæbningens nødvendighed. Under den reformistiske proces står folket ubevæbnet overfor klassefjenden, og kontrarevolutionen har frit spil. Bl.a. derfor er den eneste måde for de undertrykte at tilkæmpe sig magten, at forsvare sig selv og sine retfærdige krav med våben i hænderne.


Over hele kontinentet

I Latinamerika er de reformistiske og parlamentaristiske illusioner langt fra døde. Tværtimod bevæger en ny reformistisk, pseudo-socialistisk og anti-revolutionær bølge sig over kontinentet. Morales indgår i et åndeligt broderskab med Venezuelas Hugo Chavez og Rafael Correa i Equador, og er gået med i det latinamerikanske handelsfællesskab ALBA, der skal fungere som markedsmæssig modvægt til USA.

Denne bølge er måske et udtryk for fornyet latinamerikansk modstand imod US-imperiet. De kan fremme de latinamerikanske landes nationale selstændighed, men én ting er sikkert – Det er kun det latinamerikanske folks væbnede revolution der kan fordrive imperialismen, og realiserer socialismen i Latinamerika.

Emne: verden i kamp | til toppen |