Den kapitalistiske stat

Kapitalismen er et system, der først og fremmest bygger på den private ejendomsret. Denne er det grundlæggende i al kapitalistisk tænkning. Men for at opretholde den private ejendomsret og undgå arbejderklassens vrede, holde den nede, må kapitalisterne lave love, der gælder hele samfundet. For at lave og opretholde lovene må der laves et apparat, der kan klare dette. Dette apparat er den kapitalistiske stat. Dens hovedfunktion er at hindre revolutionen og løfte de tunge byrder såsom infrastruktur, politi og militær, således at de enkelte kapitalister ikke behøver at lave veje eller have et privat politi til at bryde blokader og forhindre civil ulydighed. Den kapitalistiske stats hovedopgave er at varetage kapitalisternes interesser på kort og lang sigt.
En strejke eller blokade (eller arbejdsstop), der skyldes dårlige løn og arbejdsforhold, koster kapitalisterne mange penge. Så for at tvinge folk til at indordne sig opretter man staten med politikere, dommere, politi og militær. Staten skal med vold og magt tvinge arbejderne til at stoppe deres arbejdskampe, så kapitalisterne i "god ro og orden" kan fortsætte udbytningen og udnyttelsen af arbejderne. For at det hele skal få en demokratisk facade oprettes et borgerligt demokrati (borgerligt diktatur), hvor borgerne, inkl. arbejderklassen, får muligheden for at "stemme sig til magten". Socialdemokratiet, der siden 1. verdenskrig har været den borgerlige spydspids i arbejderklassen, har råbt op om "socialisme under kapitalisme". Der er utallige eksempler på, at man ikke kan skabe en "markedssocialisme". Det er enten socialisme eller kapitalisme.
Som det sidste forsvar for den private ejendomsret og rettet direkte imod arbejderklassens revolutionære kamp for socialismen tyer borgerskabet til fascismen og den fascistiske stat. Under fascismen intensiverer borgerskabet jagten på fagligt aktive, arbejdere, revolutionære og alle progressive. Kommunistiske partier og organisationer forbydes, og fagbevægelsen opløses. Det borgerlige skindemokrati skydes til side, og kapitalismens menneskefjendske natur træder nu frem på den mest åbenlyse og brutale måde.
Den kapitalistiske stat er altså et våben vendt imod arbejderklassen, og ingen af denne stats dele kan bruges under socialismen. Den kapitalistiske stat må og skal sønderbrydes, før en ny, den socialistiske stat, kan opbygges.