Socialismen og kommunismen

Mellem det nuværende kapitalistiske klassesamfund og det klasseløse kommunistiske samfund ligger socialismen. Overgangen fra kapitalisme til socialisme kan kun ske gennem den socialistiske revolution, hvor arbejderklassen i spidsen for alle andre udbyttede klasser og lag smider kapitalisterne og deres menneskefjendske udbyttersamfund på porten.
Alle historiske erfaringer - lige fra de borgerlige revolutioner, Oktoberrevolutionen til i dag - viser, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver magten fra sig.
Den socialistiske revolution er i sin form national og i sit væsen international, national fordi den manifesterer sig i hvert enkelt land som følge af ujævnheden i den økonomiske og politiske udvikling under kapitalismen, og international fordi socialismens sejr i hvert af disse lande er det højeste udtryk for proletarisk internationalisme, som de kan yde for verdensrevolutionens sag.
I begyndelsen af det 20. århundrede trådte det kapitalistiske samfund ind i sin højeste og sidste fase, imperialismen.
Imperialismen skaber de objektive betingelser for den socialistiske revolution: nemlig produktionens omfattende samfundsmæssiggørelse og skærpelse af alle det kapitalistiske samfunds modsætninger (økonomiske, politiske, klassemæssige, nationale osv.).
Lenin definerede vor tid, vor epoke, som "imperialismens og de proletariske revolutioners epoke". Det 20 århundrede har i overmål bekræftet Lenins definition.. Den bekræftes af Oktoberrevolutionen i 1917, af de socialistiske revolutioner og de nationale frigørelsesrevolutioner, som fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig og fascismens nederlag, og senere. Det 21. århundrede vil ikke i mindre grad end det 20. århundrede blive de proletariske, de socialistiske, revolutioners århundrede.
Overgangen fra kapitalisme til socialisme er ikke en spontan proces. Den fordrer bevidst revolutionær handling fra det arbejdende folks side. Hertil behøver arbejderklassen sit revolutionære fortropsparti, det kommunistiske parti, som bevæbnet med arbejderklassens revolutionære teori, marxismen-leninismen, leder arbejderklassen og dens allierede til sejr i revolutionen.
Marxismen-leninismen generaliserer arbejderklassens historiske, revolutionære erfaringer og beskæftiger sig som politisk teori med de almengyldige love for revolutionen, for socialismens opbygning og fremmarch til det kommunistiske samfund.
Under den socialistiske revolution er det fuldstændigt afgørende, at arbejderklassen i kraft af sin ledende rolle i revolutionen, sønderbryder det kapitalistiske (borgerlige) statsapparat, lige fra parlament, domstole over hær, politi til efterretningstjeneste. I stedet opretter arbejderklassen sin egen stat, den socialistiske stat under proletariatets diktatur, som med arbejderklassens revolutionære hær vil forsvare socialismen mod de angreb, der uundgåeligt vil komme fra såvel det styrtede nationale borgerskab, de store godsejere, nye kontrarevolutionære elementer som det internationale borgerskab.
Borgerskabets sidste og mest brutale våben mod arbejderklassen og den socialistiske revolution er fascismen. Fascismen, borgerskabets åbne terroristiske diktatur, sættes ind, når borgerskabet ikke længere kan herske ved hjælp af det borgerlige demokrati. Kampen mod fascismen bliver således en kamp for socialismen.
Proletariatets diktatur forsvarer alle arbejderklassens og de arbejdendes interesser, og det betyder det mest udstrakte demokrati for alle arbejdende mennesker, et proletarisk demokrati hvor det arbejdende folk inddrages i planlægningen, udviklingen og ledelsen af landet på alle områder. Men proletariatets diktatur betyder også diktatur over for alle udbyttere, for alle de som lever en snyltertilværelse på ryggen af det arbejdende folk, for borgerskabet og de store godsejere. Klassekampen fortsætter således uafladeligt under socialismen.
Proletariatets diktatur afskaffer det private eje af produktionsmidlerne, og disse overgår til samfundsmæssigt eje, til socialistisk fællesejendom. Herved afskaffer det også al udbytning af arbejdskraften, som ikke længere er en vare, kapitalisterne tjener penge på, men en enorm skaberkraft, som arbejder i hele det socialistiske samfunds interesse.
Proletariatets diktatur sikrer udjævning af lønforskelle, forskellen mellem håndens og åndens arbejde, mellem land og by og bekæmper gamle traditioner og vaner samt andre levn fra det kapitalistiske udbyttersamfund.
Og endelig sikrer proletariatets diktatur, at arbejderklassen, den mest revolutionære klasse, under det kommunistiske partis ledelse, leder opbygningen af socialismen, frem mod kommunismen.
Socialistisk planøkonomi og produktion ikke for profit, men for at dække samfundets stadig voksende materielle og kulturelle behov, afløser kapitalismens anarki og konkurrence, alle dens kriser og enorme spild af ressourcer.
Den socialistiske planøkonomi muliggør en fuld, alsidig og harmonisk udvikling af alle grene af landets økonomi. Den kender ikke til kriser og arbejdsløshed, men sikrer tværtimod produktivkræfternes uafbrudte udvikling, uden at dette går ud over naturen og miljøet.
Socialismen sikrer alle sundhed, uddannelse, bolig, arbejde osv. og skaber et nyt menneske, opdraget i den kollektive ånd, befriet for egoisme, individualisme og karrieremageri. Det arbejdende folk vil endelig slippe af med kapitalismens uundgåelige følgesygdomme: kriminalitet, vold, alkoholisme, narkomani og prostitution.
Socialismen sikrer, at ungdommen vokser op befriet fra al reaktionær imperialistisk kultur, som imperialismen i dag tilbyder ungdommen for at lede denne bort fra revolutionens sejrrige vej.
Ungdommen sikres under socialismen, ligesom den øvrige arbejdende befolkning, en kvalificeret, videnskabelig uddannelse baseret på marxismen-leninismen. Det skarpe skel mellem skole og produktion, som eksisterer under kapitalismen, findes ikke under socialismen, da man fra starten intimt forbinder produktion og undervisning.
Socialismen bekæmper alle former for undertrykkelse af kvinden, det være sig kvinden som sexobjekt i porno- og reklameindustrien, der forbydes eller kvindens traditionelle rolle i hjemmet, som bekæmpes ideologisk. Et proletarisk, venskabeligt forhold mellem kønnene, baseret på fuld ligestilling, er socialismens mål, og allerede fra barndommen udvikles denne indstilling hos det socialistiske samfunds nye sønner og døtre.
Socialismen er altså i sit inderste væsen en overgangsfase, en historisk periode, hvor alle rester og levn fra det menneskefjendske kapitalistiske samfund udryddes. Vejen til kommunismen beredes under ubønhørlig kamp mod imperialismen, og kommunismens periode vil indtræde med socialismens sejr i verdensmålestok. Verdenskommunismen, ophævelsen af klassesamfund i alle lande, bliver nu mulig.
Kommunismen betyder ophævelse af alle antagonistiske modsætninger, af nødvendigheden af nogen statsmagt overhovedet, af politiske partier fordi disse er udtryk for bestemte klassers interesser. Kommunismen betyder ophævelse af social ulighed, af national undertrykkelse, af undertrykkelse af racer og folkeslag, af kvinderne som køn. Den er afskaffelsen af krig gennem afskaffelsen af årsagerne til krig. Den er afskaffelse af forskellene mellem by og land, mellem håndens og åndens arbejde osv. Kommunismen er et verdenssamfund, der producerer i et sådant omfang og på en sådan måde, at fordelingen af dets ressourcer kan ske efter princippet: "alle yder efter evne og modtager efter behov".
Det kommunistiske samfund vil ikke kende til sult, underernæring, analfabetisme, tilbageståenhed; men er et samfund, hvor teknik, videnskab og produktion tjener samfundets medlemmer og dets udvikling og fremskridt.
Kun ad revolutionens vej kan socialismen nås, og kun socialismen kan sikre ungdommen en lykkelig og tryg fremtid, en fremtid hen imod kommunismen, hvor alle mennesker er frie og lykkelige.
Det er denne strålende fremtid, fremtidens verden, som DKU med alle midler kæmper for og altid vil kæmpe for.